Køretøjer og drift

Kortkobling (kortkoblingskinematik)

Kortkoblingskinematik set fra siden og ovenfra, på lige spor og i kurve

En kortkobling holder nabovogne tæt sammen på lige spor, men lader automatisk afstanden vokse i kurven. Det er kortkoblingskinematikken, der gør det muligt – en lille føring (standardiseret via NEM 362-skakten): en slids med en stift i. På lige spor står stiften inderst, koblingen er trukket ind, og vognene står tæt. I kurven vandrer den udad, koblingen kører ud, og afstanden vokser præcis så meget, som kurven kræver.

Det ser realistisk ud, men er til gengæld følsomt over for snævre radier og S-kurver: Her svinger vognenderne kraftigt ud, og kinematikken kan sætte sig fast. Kraftens retning er afgørende. Trukket holder toget kinematikken trukket ud. Skubbet – for eksempel ned ad bakke – bliver den trykket sammen og sidder fast i den indtrukne stilling; hvor krumningen springer, kan den så ikke køre ud på én gang, og den første vogn bliver presset ud af sporet (tjekregel »Krumningsskift i faldet«). Lange kortkoblede køretøjer har derfor brug for større radier og lige mellemstykker end stift koblede.